Dødens gab

Af , 1. februar 2010 23:34

Jeg er en moden kvinde med 2 voksne drenge. Jeg har altid delt en masse oplevelser med dem, men en ting manglede jeg at vi kunne dele: en tur i bølgerne ved de danske strande. Som barn var jeg meget begejstret for at bade ved stranden og ville så gerne videregive denne begejstring til mine drenge. Men det er svært, når man som voksen mor ikke kan få kroppen ud i vandet. Alle mine voksne år har jeg været overbevist om, at der var hajer i vandet, hvis jeg gik derud. Min hjerne var helt klar over, at der ikke var farlige hajer i Danmark, men kroppen stivnede, når tæerne forsøgsvis blev stukket i vandet. Jeg blev altid på land og ”passede på tingene” imens de andre muntrede sig i bølgerne.

Så kom jeg i kontakt med Svend, der ville hjælpe mig af med min haj-fobi ved hjælp af hypnose. Jeg havde absolut ikke nogen anelse om, hvor min paniske angst stammede fra – den var der bare.

Da jeg var blevet bragt i trance, blev jeg først bedt om at genkalde mig min angstfornemmelse, som jeg havde oplevet den sidste gang. Det var ikke svært, for jeg har altid forsøgt om ikke den tåbelige og irrationelle angst skulle være forsvundet, når jeg var ved en strand. Da jeg havde godt fat i følelsen, blev jeg bedt om at genkalde mig den samme følelse for omkring 5 år siden. Det tog lidt tid for mig at finde det tidspunkt fra min underbevidsthed og min hukommelse, men så var det pludselig som om følelsen og situationen var der. Da jeg havde fat i følelsen, blev jeg bedt om at genkalde mig den samme følelse første gang jeg oplevede den. Mine tanker vandrede tilbage i mit liv i forskellige situationer ved strande rundt om i verden. Efter en rum tid var jeg der pludselig igen – en situation som jeg helt havde glemt (fortrængt).

Som helt ung pige var jeg på ferie i Italien med min daværende kæreste, der var en del ældre end mig. Vi var flere unge der rejste sammen. Situationen udspillede sig ude på åbent hav. Så langt ude at man ikke kunne se land. Vi havde lejet vandcykler og sejlede ud, ud, ud. Jeg havde flere gange forsøgt at spørge om vi ikke skulle vende om, men de andre syntes jeg var pivet. Helt derude, hvor vandet var mørkt på grund af dybden, skulle vi pludselig stå op på vandcyklerne og gynge dem. Jeg var ikke meget for det, men følte mig presset af de andre til at være med på spøgen. Og så gled min fod. Jeg faldt i det dybe vand til stor morskab for de andre. Ikke lang tid før ferien, havde vi set Dødens gab i biografen – filmen om kæmpe hajen, der angriber mennesker. Og alle vidste at jeg gysede når jeg tænkte på den film. Så hvad var morsommere end at begynde at cykle væk fra mig og råbe ”nu bliver du haj-føde”.

Under hypnosen havde jeg det som om jeg var i situationen igen. Tårerne stod mig i øjnene og jeg var bange. Svend bad så den modne kvinde, som jeg er i dag, om at komme tilstede og tale med den unge og meget bange pige. Hvordan kunne hun hjælpes? ”Lad dig ikke presse til noget, du ikke har lyst til” rådede den modne kvinde. ”Tænk dig godt om, så du ikke sættes i disse situationer”. Svend bad herefter min underbevidsthed om at påtage sig en ny opgave. I stedet for at beskytte mig mod alt saltvand uanset hvor i verden jeg var, skulle min underbevidsthed fremover hjælpe mig til at sige fra, hvis jeg blev presset til noget, jeg ikke havde lyst til. Svend forklarede bagefter, at underbevidstheden bedre slipper et uhensigtsmæssigt mønster, hvis den får en anden opgave i stedet for at ”blive arbejdsløs”.

Kort tid efter hypnosen var jeg igen ved stranden og skulle, som altid forsøgsvis stikke tæerne i vandet. Denne gang var følelsen helt anderledes. Der kom først en følelse af ”uha hvor er det koldt” og så en enorm glæde over, at kroppen ikke stivnede og ikke ville i bølgerne. Nu glæder jeg mig til at mine voksne drenge får tid til en tur til stranden med deres mor og så skal vi i vandet sammen og pjaske.

Tak Svend


Der er lukket for kommentarer

Panorama Theme by Themocracy